Når man beskæftiger sig med teknologisk handleevne beskæftiger man sig bl.a. med programmering, primært med didaktiserede programmeringssprog, som man kender det fra f.eks. Scratch, Blockly, Makecode, Lego og CoSpaces.
Det er vigtigt, at eleverne oplever, at de “tænker sig om” og planlægger, hvordan deres program skal virke og løbende bevæger sig væk fra kun at følge færdige opskrifter. Eleverne skal netop øve de strategier og arbejdsmåder, som beskrevet under “computationel tankegang”. Formålet er, at de udvikler kompetence til at arbejde logisk, systematisk, struktureret, med overblik og omtanke. Det er altså her eleverne i praksis både lærer at forstå og beherske den digitale teknologis sprog (kode) og i praksis træner de computationelle strategier.
Eleverne skal også lære, at analysere og forstå kode, andre har skrevet. Også her viser de computationelle strategier sig at være uundværlige. Der er endvidere et dialektisk forhold mellem at kunne programmere (skrive kode) og kunne forklare andres kode (læse kode). Det er lidt det samme som lære at beherske skriftsproget. Man lærer at læse ved at skrive, og man lærer at skrive ved at læse. Eleverne skal bl.a. anvende disse færdigheder til at arbejde systematisk og kvalificeret med fejlsøgning og forbedring af egne og andres programmer.
Herudover skal eleverne have grundlæggende forståelse for principperne bag computere, netværk og internettets virkemåde. Teknologisk handleevne favner også, at eleverne skal undervises i, hvordan de kan bruge teknologier sikkert og etisk i forhold til dem selv og andre.